AKTUELT

Sustain byder velkommen til specialist inden for ventilation, indeklima og energioptimering
Det er med stor glæde, at vi kan byde Ulrik Sloth Christensen velkommen til Sustain-teamet. Ulrik er en erfaren civilingeniør og projektleder, der har specialiseret sig i HVAC-systemer med fokus på indeklima og energioptimering.

Med masser af erfaring og et stort drive for at skabe energieffektive bygninger, der giver brugerne et optimalt indeklima, er Ulrik en ny og stærk ressource her i Sustain – især i projekter, der kræver teknisk bygherrerådgivning, projektledelse og commissioning. Ulrik kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver hos os, herunder projektstyring, energioptimering af bygninger og rådgivning i forhold til indeklima. Ulrik har også bidraget til forskningsprojekter, der sigter mod at reducere energiforbruget og forbedre brugervenligheden i bygninger.

 

Vi har sat os ned med Ulrik Sloth Christensen og taget en snak om hans karriere, hans passion for energioptimering, bæredygtighed og hans visioner for fremtiden i Sustain.

 

Hvad ser du frem til ved at starte hos Sustain?

 

Jeg ser virkelig frem til at kaste mig ud i nye udfordringer her hos Sustain efter mange år i samme virksomhed. Det bliver spændende at opleve Sustains 360 graders tilgang til projektstyring og samtidig kunne bringe min egen erfaring i spil for at optimere projekterne. Sustain er en mindre og anderledes virksomhed end mine tidligere arbejdspladser, som DEAS og SWECO, og jeg ser frem til at blive inspireret af den dynamik, en mindre virksomhed kan tilbyde.

 

Hvilke kompetencer bringer du med dig?

 

Min evne til samarbejde er en af mine stærkeste sider. Jeg lægger stor vægt på at have et godt samarbejde både med kollegaer og med kunder samt med de entreprenører, vi arbejder med på projekterne. Det er helt centralt i min tilgang: At skabe gode relationer og sikre, at alle arbejder mod det samme mål – det er der, vi får de bedste resultater.

 

Hvilken erfaring har du med i bagagen?

 

Jeg har lidt over 10 års erfaring i rådgivningsbranchen, hvor jeg primært har arbejdet som fagspecialist inden for ventilation, indeklima og HVAC-installationer. Udover HVAC har jeg også opbygget solid erfaring med en lang række andre installationer som fx bygningsautomatik, belysning og solceller i indkøbscentre, kontorbygninger, skoler og boligbyggerier. Jeg har derfor et rigtigt godt kendskab til flere forskellige bygningstyper og kender deres behov og muligheder.

De sidste tre år har jeg hovedsageligt fungeret som projekteringsleder, projektleder, byggeleder og bygherrerådgiver, hvor jeg har haft ansvar for at sikre, at projekterne både er af høj kvalitet og opfylder kundernes behov. Denne brede vifte af erfaringer ser jeg frem til at bidrage med i Sustain og levere stærke løsninger til vores kunder.

 

Hvad betyder den grønne omstilling for dig?

 

Den grønne omstilling er en hjertesag for mig. Jeg nyder virkelig at arbejde med projekter, hvor vi kan optimere ressource- og energiforbruget. Det handler om at reducere unødvendigt energiforbrug, men det skal selvfølgelig gøres på en måde, hvor både indeklima og funktionalitet bevares eller endda forbedres. For mig er det vigtigt at skabe løsninger, der ikke kun er grønne, men som også fungerer optimalt for dem, der bruger bygningerne. Det giver en stor tilfredsstillelse at vide, at jeg bidrager til en mere bæredygtig fremtid.

 

Hvordan har din opstart hos Sustain været indtil videre?

 

Jeg har fået en virkelig varm velkomst og føler mig allerede godt tilpas i teamet. Det har været en spændende start, og jeg glæder mig meget til at komme endnu mere ind i arbejdet og lære mine kollegaer og de forskellige projekter at kende.

 

Med ansættelsen af Ulrik Sloth Christensen styrker Sustain sin position som en førende rådgiver inden for bæredygtighed og energieffektivt byggeri i Danmark.

 

Et stort velkommen til Ulrik! Vi ser meget frem til samarbejdet.

cases

Bliv kontaktet

Kontakt os og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med jeres grønne projekter.

Vi ser frem til at høre fra jer enten via kontaktformularen eller på telefon +45 72 20 08 66.