AKTUELT
Danmarks første gadekær-drevne termonet i Fjelsted: Lokal varme fra gadekær baner vejen for nye energiløsninger
I den lille landsby Fjelsted i Middelfart Kommune er et nationalt pionerprojekt ved at blive realiseret. Her står Sustain som totalentreprenør i etableringen af et termonet, der som det første i landet udnytter energien fra et lokalt gadekær. Anlægget demonstrerer ikke blot ny teknologi, men baner også vejen for helt nye måder at tænke lokal varmeforsyning på. Projektet er sat i gang af Middelfart Kommune og er en del af EU’s forskningssamarbejde Interreg WaterWarmth, der støtter udviklingen af innovative løsninger til landsbyer og lokalsamfund.
Varmepumper i drift under forsamlingshuset: Data skal dokumentere termonettets effektivitet
Arbejdet i Fjelsted er nu i sin afsluttende fase. I kælderen under Fjelsted Forsamlingshus installerer Nytofte VVS vand-til-vand-varmepumper, som fremover skal forsyne bygningen med varme hentet direkte fra gadekæret godt 70 meter væk. Varmepumperne er nu sat i drift og systemet bliver testet og godkendt. Når systemet er testet og godkendt, overdrages det til forsamlingshuset, mens Middelfart Kommune og resten af EU- konsortiet får adgang til pumpens driftsdata. De indsamlede data bliver en vigtig del af det forskningsmæssige afsæt for at forstå energieffektiviteten og potentialet for udvidelser.
Skånsom rørføring og ny manifoldstation gør termonettet klar til fremtidig udvidelse
For at skåne trafikken på Jægersmindevej har Sustain valgt at etablere rørene ved at lade dem “skyde” sig frem under asfaltvejen fra forsamlingshusets parkeringsplads til gadekæret. Det minimerer både generne for lokale beboere og omkostningerne til reetablering. Samtidig er der bygget en ny manifoldstation, der gør det muligt at udvide termonettet senere. Det betyder, at omkringliggende huse kan kobles på i fremtiden, hvis de ønsker det, og hvis der indgås lokale aftaler mellem beboerne og forsamlingshuset. Netop kapacitetsopbygning er et centralt element i WaterWarmth-projektet, der undersøger, hvordan termonet kan spille en rolle i landsbyers fremtidige varmeforsyning.

EU-finansiering og lovgivningsstop: Termonet demonstrerer potentiale trods politiske barrierer
Forsamlingshusets termonet er finansieret gennem Interreg WaterWarmth, dvs. den samme EU-pulje, der tidligere har støttet de tekniske analyser af, hvordan tre lokale termonet potentielt kunne forsyne landsbyerne Fjelsted, Harndrup og Fjellerup. De større projekter er dog midlertidigt sat på pause, efter at kommunerne blev begrænset i at stille kommunegaranti for kollektive varmeprojekter, fordi termonet blev skrevet ud af varmeforsyningsloven. Alligevel giver det nye anlæg et håndfast billede af, hvad teknologien kan udrette i praksis og hvilke muligheder den kan åbne for i lignende landsbyer over hele landet.
Gennembruddet i Fjelsted, nu kan små landsbyer gå forrest i den grønne omstilling
For Sustain er projektet i Fjelsted ikke blot endnu en teknisk opgave, men et gennembrud i arbejdet med at udvikle og demonstrere nye energiløsninger. Anlægget viser, at små lokalsamfund kan være frontløbere i den grønne omstilling, når modige beslutninger, lokal opbakning og EU-støtte går hånd i hånd.
For mere information om projektet, kontakt Anders Lund Jansen – alj@sustain.dk
Med støtte fra:

I samarbejde med:
. 
cases
Bliv kontaktet
Kontakt os og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med jeres grønne projekter.
Vi ser frem til at høre fra jer enten via kontaktformularen eller på telefon +45 72 20 08 66.
