Det er ikke mere end tre måneder siden, at SustainSolutions lancerede deres nye koncept for offentlig opladning – SustainRecharge. Sammen med ladeoperatøren Spirii, er målsætningen at etablere 10.000 offentlige ladestandere indenfor de næste fire år. Sustain kommer med projektering og finansiering, og Spirii driver ladestanderne. Nu udvider Sustain og Spirii samarbejdet med en ambition om at tage en stor bid af det private marked for hjemmeopladning gennem attraktive medarbejderløsninger til danske virksomheder.

Danske virksomheder vil sikre opladning til medarbejdere

Markedet for elbiler og opladning har taget fart de sidste par år og danske virksomheder står nærmest i kø for at få etableret opladning på arbejdspladsen til medarbejdere og gæster. Samtidig er der et stigende behov for attraktive hjemmeladeløsninger til virksomhedens medarbejdere med firmaelbil og egen elbil. Men løsningen skal være billig, fleksibel og gennemskuelig for virksomheden – og uden bindinger for medarbejderne i form af dyre abonnementer.

”Vi har fået ekstremt mange henvendelser fra virksomheder, der vil tilbyde opladning til medarbejdere og kunder og det er helt tydeligt, at en meget stor del af virksomhederne er i fuld gang med at lægge meget ambitiøse og konkrete planer for hvordan de kan bidrage til den grønne omstilling – og ikke mindst udbredelsen af ladestandere og elbiler til deres medarbejdere. Når nu så mange store private aktører efterspørger opladning, er det oplagt for os at tilbyde en løsning der både leverer på vores kernekoncept ”åbent, enkelt, billigt” og samtidig indtænker de nye skatteregler,” siger Christian Niepoort, direktør, Sustain.

Skattefritagelse af ladestandere

I den politiske aftale ”Grøn omstilling af vejtransporten” ligger der en grundlæggende ambition om 1 mio. grønne biler i 2030 og et af redskaberne er blandt andet skattefritagelse af værdien af arbejdsgiverbetalt hjemmeladestander. Skattefritagelsen vil indebære en årlig skattelempelse for de omfattede medarbejdere på ca. 1.000-1.500 kr.

”Skattefritagelsen af værdien af arbejdsgiverbetalt ladestander, åbner op for en meget attraktiv løsning for både virksomheder og medarbejdere, hvor den årlige skatterabat pr. medarbejder på ca. 1.000-1.500 kr. reelt er med til at finansiere denne omfattende post i den grønne omstilling. Et udestående i forhold til regelændringen er, at den indtil videre ikke omfatter medarbejdere uden fri bil. Herfra skal der lyde en opfordring til at løse problemet ved eksempelvis at inkludere ladestandere i bruttolønsordningen således at alle kan være med – det er både fair og nødvendigt for den grønne omstilling,” siger Christian Niepoort.

Alle har ret til en attraktiv løsning

Sustain vil sikre at alle medarbejdere med elbil kan få en attraktiv ladeløsning ved at tilbyde medarbejdere uden firmabetalt elbil præcis den samme ladestander og installationspakke på markedsledende vilkår inklusiv indhentning af afgiftsrefusion – men altså uden skatterabatten.

Den stigende efterspørgsel mærker ladeoperatøren Spirii også. Her lukker man dagligt aftaler med virksomheder, der ønsker en fleksibel ladeløsning baseret på en åben platform uden bindinger for dem selv eller deres medarbejdere. Men behovet for opladning stopper ikke ved virksomhedens p-plads. Medarbejdere i elbil har tilsvarende et stort behov for at kunne lade derhjemme.

”Hvis vi skal nå i mål med 1 million elbiler i 2030, skal vi allerede i 2025 have etableret et fintmasket og åbent ladenetværk, som gør det trygt og nemt for alle danskere at benytte elbilen, som den bæredygtige løsning. Og her skal vi tænke alle slags aktører ind i billedet. De store danske virksomheder spiller en kæmpe rolle og kan være med til at løfte en stor del af opgaven ved at tilbyde medarbejdere nem og billig adgang til opladning på arbejdspladsen og hjemme hos medarbejderen,” siger Torben Fog, COO, Spirii.

Sustain og Spirii står klar med et leveranceteam, der kan tilbyde virksomhederne en sikker og hurtig eksekvering, i form af udrulning til alle interesserede medarbejdere i henhold til alle gældende regler, samt finansiering af ladestandere og installation. Sammen med Spirii sikres medarbejdere løbende refusion af afgifter, afregning af forbrug samt nem adgang til det åbne og voksende ladenetværk som Spirii Go app’en byder på.

Fakta

  • En af markedets mindste ladestandere i enkelt og moderne design
  • Teknologi er fremtidssikret til alle former for smart opladning (lad grønnest, billigst)
  • Ordningen administreres af virksomheden, f.eks. dennes HR afdeling.
  • Løsning til medarbejder med fri bil
    • Virksomhed betaler for løsning eller får denne finansieret af Sustain
    • Medarbejder betaler 79 kr./md inkl. moms
    • En attraktiv pris pr kWh for strøm i hjemmet brugt på opladning af elbil
  • Løsning til medarbejder uden fri bil. Medarbejder betaler:
    • En mindre andel af samlet pris på løsning i opstart. Resten finansieres af Sustain
    • 79 kr./md inkl. moms, og
    • En attraktiv pris pr kWh for strøm i hjemmet brugt på opladning af elbil

Kontakt

Jesper Holm Madsen
Chef for projektudvikling

jhm@sustain.dk
+45 50 60 56 36

Nyheder